Snart klar til konference

Travlheden ramte min hverdag, hvilket også har afspejlet muligheden for at skrive et indlæg herinde. Men tingene går fremad og om 2 uger skal jeg til konferencen Danish Emergency Medicine Conference 7 (DEMC7). Konferencen er en stor konference med emner inden for både akut medicin og præhospital medicin. Sidste gang jeg var med var i 2014, hvor jeg præsenterede mit eget lille studie.
Denne gang skal jeg præsentere mit studie vedrørende behandling med oxygen (ilt) til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) i ambulancerne.

Jeg er samtidig så heldig at jeg er blevet udtaget til at præsentere projektet dagen før konferencen til den Forskercup, der foregår på SDU. Endda som en mundtlig præsentation med præmie på højkant. Så der skal jeg have forberedt mig godt til, da det er første gange jeg skal præsentere projektet.

Jeg er også vel forbi psykiatrien nu, hvor jeg er bestået både voksen- samt børne- og ungdomspsykiatri. For øjeblikket er vi i gang med “Mor og barn” blokken på kandidaten, som omhandler obstetrik og pædiatri (Altså, medicin vedrørende fødsler og børn). Det er en omfattende blok med et stort pensum. Det er også første gang vi skal til en reel praktisk eksamen, som minder om vores endelige embedseksamen. Jeg glæder mig til det, da det er en meget anderledes måde end de skriftlige eksaminer og man får en meget mere præcis afspejling af hvordan man skal håndtere ens viden når man er færdig.

Ikke mindst er jeg ved at færdiggøre min artikel omkring mit iltprojekt, som forhåbentligt snart kan publicere i et videnskabeligt tidsskrift. Fra næste uge begynder jeg også at arbejde med mit kandidatspeciale, som jeg skal skrive sideløbende med mine andre fag. Det gør at jeg kan blive færdig et halvt år før på studiet end normeret tid. Jeg har brug for at komme ud og arbejde praktisk med tingene igen!

Så jeg har rigeligt at se til og snart er det jo også december. Det bliver skønt at have en december måned, som næsten er i barndommens tegn. Når ens datter er ved at nå en alder af 3 år, begynder hun at få en enorm stor forståelse af hvad julen er for en størrelse og det skal nok blive skønt.

Reklamer

Forskningsmetode klaret, nu til mere psykiatri

Jeg har bare en ting at sige om mine første 3 uger af semestret: KAOS!
Jeg har haft umådelig travlt. Mit arbejde (og familien) har nok også været medvirkende årsag til at der har været ekstra travlt, ud over at jeg har haft 2 fag samtidig. Nok halvdelen af de timer jeg skal undervise i færdighedstræning var placeret i løbet af den første måneds tid af det her semester, det siger alligevel lidt. Men ikke nok med det, så har både jeg og resten af familien været syge og der har bare været run på.

Heldigvis for det hele, er vi alle raske og glade igen. Jeg bestod min eksamen i forskningsmetodse i sidste uge og nu har jeg 2 uger til at blive god til psykiatri. Det kræver lidt intensiv læsning, men det skal nok lade sig gøre. Jeg tager det med ophøjet ro (Riiight… PANIK!).

Men det hele betyder nu også, at jeg snart kan begynde at kaste mig over mit speciale sideløbende med studiet. På denne måde kan jeg blive færdig med studiet ½ år før normeret tid (Dvs. 5½ år i stedet for 6 år). I den lange bane betyder det næppe det store, men lige nu og her betyder det en del. Hvis alt går vel, skulle jeg gerne være færdig som læge om 1½ år, så tiden nærmer sig. Selvom jeg før har stået med mange typer af patienter, ikke mindst de kritisk syge og tilskadekommende, så er det stadig med en vis urolighed at jeg snart er færdig. For der er meget man skal kunne og forventningerne til en er enormt høje. Men når så mange andre før mig har kunne gøre det, så kan jeg også.

Noget helt specielt for mig, er at jeg bliver den første i den nærmeste del af familien som får en lang videregående uddannelse. Til gengæld kan jeg ikke sige jeg er den første læge i familien. Men jeg kan godt sige jeg er nummer 2 og situationen nok er noget anderledes for mig end den første læge. Han var livlæge for enkedronning Sophie på Nykøbing Slot i slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet. Så det er immervæk nogle år siden.

Jeg håber alle de nye studerende der har kastet sig over studiet er kommet godt i gang. Bare rolig, tiden går pludselig hurtigt og i vil opdage hvor meget i kommer til at lære i løbet af de næste mange år. Bare husk på at i skal kunne tale med alt og alle, ikke kun jeres kolleger. Man bliver hurtigt grebet af sproget og forståelsen af et område, som mange ikke har særlig stort indblik i. Det er ikke nogen skam, men en vigtig ting at bide mærke i, så man ikke fremstår helt afmarcheret i forhold til resten af befolkningen.

Semesterstarten for døren

Jeg har nu “nydt” en lang sommerferie. Den længste jeg har haft i mange år. Tilgengæld har den været præget af fødslen af min nye søn, som desværre har haft oddsene imod sig. Nu er der endelig ved at være lys for enden af tunnelen, og det var da også på tide. For på mandag starter jeg på studiet igen.

Jeg skal begynde på 9. semester. Selvom der er 12 semestre på studiet, så har jeg forhåbentligt kun 1½ år tilbage af mit studie. Jeg forsøger nemlig at samle specialet ved siden af de andre fag, så jeg ikke skal bruge et halvt år på det. Tilladelserne er på plads, og snart kan projektet gå i gang.

I første omgang skal jeg dog have 2 fag samtidig. Psykiatri samt Forskningsmetode & Evidensbaseret Medicin. Forskningsmetoden er normalt placeret på 11. semester, før specialet skal skrives, men jeg er nødsaget til at tage det sammen med andre fag, hvis jeg skal blive færdig før tid.

Jeg har ikke på denne måde læst 2 ting sammen før, men jeg regner med at det godt kan lykkes alligevel. Der er mange studerende på SDU, som laver denne løsning, så det er slet ikke unormalt at det kan fungere. Så længe der kommer ro hos familien, så håber jeg det går.

Når man skal til at starte på studiet igen, skal man også vænne sig til at læse, lære og forstå fagene endnu engang. Den slags tager altid lidt tid, når man skal starte op igen. Især fordi man ofte har været længe væk fra det hen over sommeren.

Nu er der ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det og forsøge at følge planen. Held og lykke til de nye studerende!

Tillykke nye medicinere! (Tag det nu med ro)

Så kom der endelig svar til de mange håbefulde og jeg vil som altid ønske jer alle et stort tillykke med studiepladsen. Foran jer ligger 6+ år (Nok nærmere mere end 6 år) på et hårdt, udfordrende og ekstremt lærerigt studie. Hvad enten det er Odense, København, Aarhus eller Aalborg.

Først og fremmest vil jeg give jer et godt råd i nok også vil høre fra mange andre medicinstuderende, hvis i spørger dem: “Hold nu fri indtil i starter. I skal nok nå at få læst.”
Der er mange som gerne vil i gang med at købe bøger, læse en masse og lære en masse. Det er selvfølgelig op til en selv, men tro mig. I skal nok gå kløjs i bøgerne og blive trætte af dem, så nyd den frihed i har nu, hvor i ikke skal tænke på eksaminer og pensumlister.

I Odense bliver man introduceret hvilke bøger der er pensumdækkende på de første moduler i skal have, når i starter. Her er nemlig en omfattende indkørsel i studielivet, både socialt og fagligt. En faglig tutor vil også kunne give jer gode råd med på vejen hvad angår bogindkøb. Bare husk på, at det er meget individuelt hvordan folk gør det. Nogle bruger få bøger, andre bruger mange. Nogle bruger nærmest aldrig en bog, men gør brug af power point slides fra undervisning, youtube videoer med meget andet. Det handler helt om hvordan ens lærestil er.
Husk på at mange bøger kan købes brugt, hvis i synes det virker overskueligt. Det vigtigste er dog at være opmærksom på, om udgaverne er de nyeste, hvis i køber brugt. Jeg køber personligt altid mine bøger fra nye, men jeg er også lidt af en bogelsker.

Jeg har tidligere lavet nogle blogindlæg med tips og tricks til forskellige ting. Dem kan i læse i gennem, hvis i har brug for ideer:

Gode råd til kommende studerende
Den lette vej til god studieøkonomi
Studenter foreninger
Studiejob

Til jer der starter i Odense: Vi ses d. 13/9, hvor jeg kommer og introducerer jer til studieordningen, eksamensregler og meget mere.

Er blevet far! (igen)

Jeg er blevet far igen, til en skøn lille søn. Så nu kan jeg skrive 2 børn på CV’et. I år har jeg heldigvis langt mere mulighed for at være med i starten af hans liv, end jeg kunne med min datter, pga. sommerferien. Det er helt klart en god ting.
Det gør dog også at de planer jeg havde med at få lavet en masse forskning trækker lidt ud. Overskuddet og tiden er der bare ikke altid, men jeg prøver så vidt muligt at presse det ind, hvor det nu kan lade sig gøre. Det drukner dog tit i amning og bleer, men sådan er livet som forældre, især den første tid. Det kan dog stadig varmt anbefales, selvom det kan være utrolig hårdt. Jeg ville stadig ikke bytte det for noget.

Det er alligevel ret underligt, hvor meget man ændrer sin opfattelse af omverdenen, når man bliver forældre.

1: Man bruger langt mere tid derhjemme med familien, end at ses med vennerne. Det er ikke fordi man ikke gider vennerne, men det at skulle afsted med familien og regulere alting ind i forhold til sengetider og deslige er besværligt.

2: Man bliver nogle gange sur på høj sol og varmt vejr, især når ens 14 dage gamle baby er ved at koge over grundet varmen. Gå væk sol?!

3: Man vænner sig til at skulle vågne om natten på ugudelige tidspunkter og lave noget der IKKE er arbejde, men at tage sig af sine børn.

4: At få mad ind til normale tidspunkter kan være en udfordring, især hvis baby beslutter sig for at blive sur eller spise på det mest upraktiske tidspunkt i ens planlægning.

Men hey, man elsker alligevel livet og har det godt. Det drejer sig også blot om nogle år. Når ungerne når en vis alder, bliver mulighederne også nemmere at have med at gøre. Det er nemmere at regulere sovetider og der er en masse ting de selv kan. Nu skal jeg bare snart vænne mig til at have 2 børn når jeg studerer.

Heldigvis er der ikke lang tid tilbage af studiet. Jeg glæder mig til at blive færdig og komme ud for at arbejde som læge.

 

Klinik og sommerferie

Puh ha, det har været en omtumlet tid på det sidste. Jeg har haft ret travlt, men har også haft et stort behov for at koble fra på mange områder.

Det har heldigvis også været en stor fordel, at jeg i samme periode har været i klinik. Man glemmer hurtigt, hvor meget det betyder at kunne lægge pensum på hylden og ikke bekymre sig om at skulle til eksamen inden for den nærmeste fremtid. Da jeg var færdig med min sidste eksamen kunne jeg tælle næsten 6 måneder frem i tiden før den næste stod og vågede over mig døgnet rundt. Det har været tiltrængt!

Jeg har snart været 8 uger på sygehus afdelinger. De første 4 uger foregik på hjerte-, lunge- og karkirugisk afdeling i Odense, de sidste 4 uger (Som jeg stadig har lidt tilbage af) foregår på hjertemedicinsk afdeling, også i Odense. Det har været udfordrende, lærerigt og meget interessant at være ude i klinikken. Jeg har savnet at se patienter på en mere fast basis, end mine sporadiske vagter i ambulancen. Samtidig har det været godt at være på 2 gode afdelinger, hvor man kan mærke man er velkommen og lægerne meget gerne vil lære fra sig. Altid en fornøjelse!

Nu nærmer sommerferien sig til gengæld. For første gang i næsten 10 år, kan jeg holde en lang sommerferie som studerende. Jeg skal kun arbejde meget begrænset og det passer godt med at min kæreste har termin til juli. Samtidig giver det luft til at få afsluttet noget af min forskning, så det ikke længere fylder i hverdagen.

Jeg håber på at overskuddet er der lidt mere, til at få skrevet herinde hen over sommeren, end det har været de sidste par måneder. Jeg kan hvert i fald mærke at lysten vender stærkt tilbage.

God sommer og held og lykke med optagelsen på studiet!

Tiden går

Som i nok har opdaget, så er det noget tid siden jeg har skrevet herinde. December måned, eksamen, jul, nytår og meget mere satte simpelthen en kæp i hjulet i forhold til at nå mange andre ting. Jeg er nok ikke den eneste med den oplevelse.

Men tingene går fremad. Om en måned er jeg færdig med 7. semester og derved det første halve år af kandidaten. Jeg er slet ikke i tvivl om at medicinstudiet har været det helt rigtige valg for mig og jeg glæder mig hver dag til at lære mere og nyt. Mange af underviserne er meget engagerede og brænder virkelig for deres fag. Man kan klart mærke at det er lægerne vi møder nu når vi har undervisning, for alting har et meget klinisk fokus frem for blot det teoretiske.

I øjeblikket har jeg undervisning i sygdomme i blod og bloddannende organer. Det vil sige en smule mikrobiologi om fx sepsis (blodforgiftning), HIV/AIDS, Ebstein Barr (Kyssesyge) med mere, men især hæmatologi, som omhandler mange former for lymfe- og knoglemarvscancere, blodmangel sygdomme, transplantations teori og meget mere. Det er ekstremt spændende, om end lidt kringlet at finde rundt i de mange forskellige typer af blodsygdomme der tit ligner hinanden til en forveksling.

Til foråret skal jeg have om mave-tarm sygdomme, samt endokrine sygdomme (Eksempelvis diabetes) efterfulgt af klinik på sygehuset. Selvom jeg godt ved hvor jeg skal hen nu, vil jeg lade det stå lidt i det uvisse herinde, for det er kun rent held at jeg ved det allerede nu (gennem mit arbejde). Vi får først officielt besked om hvor vi skal i klinik i løbet af februar. Jeg glæder mig, især fordi det bliver godt at komme ud og bruge en masse af det vi har haft undervisning i og se nogle patienter, andet end i ambulancen.

Mine forskningsprojekter kører også som de skal, om end det tager tid. Forskning er et timesink, men jeg tager det med ophøjet ro, for det er interessant at dykke ned i nogle områder og man får virkelig interessen for feltet. Det giver helt sikkert et meget mere dybdegående indblik i nogle ting, man normalt ikke ville få mere end lidt overfladisk viden om.

Jeg håber alle har haft en god jul og et godt nytår!

Kursus i artikelskrivning

I de her dage er jeg på et 4 dages kursus i artikelskrivning. Det er et kursus arrangeret af en studenterforening på Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på SDU ved navn Sundhedsvidenskabelige Studenterforskere.

Studiet gennemgår hvad en artikel skal indeholde, hvordan man klarer skriveprocessen og ikke mindst hvad der er do’s and don’ts når man arbejder med at skrive artikler.

Selvom mit forskningsprojekt stadig er i sin start og jeg først har data at arbejde med om nogle uger, så kan jeg faktisk få lavet en stor del af det der, forhåbentligt, bliver den endelige artikel. Processen kræver dog meget energi og tager lang tid, men kurset er helt klart uvurderligt. Det giver også lidt dedikeret tid til at arbejde med projektet og ikke kun som et aftenprojekt

Når jeg nu også er i gang med et andet studie, hvor jeg gennemgår tidligere publiceret forskning for en specifik intervention, så giver kurset også gode redskaber til at arbejde med den del. Forhåbentligt bliver det hele noget nemmere og overskueligt. Jeg får hvert i fald lidt mere blod på tanden for at få skrevet nogle af de her ting, da det kan være yderst interessant at diskutere sine egne funde, tanker og andres tidligere studier i forhold til ens eget.

Jeg er dog ret træt af at det er blevet så mørkt hele tiden. Jeg elsker normalt efterår og vinter, men nogle gange bliver det bare for meget mørke hele tiden. Lidt mere lys tak? Og gerne en god bunke sne. Sne gør bare vinteren så meget hyggeligere.

 

 

 

 

Kandidaten er ekstremt spændende

Jeg er nu over halvvejs i min første undervisningsblok på kandidaten og igen må jeg sige at jeg er fan.

Selvom bacheloren har været en spændende tid og meget lærerig, så slår kandidaten den med stor stil. Jeg må give mange af mine ældre mestuderende ret i at kandidaten:
Får bacheloren til at virke kedelig
At bacheloren er 3 ekstremt hårde år man aldrig har lyst til at gå gennem igen
At det på kandidaten at det virkelig begynder at lugte af læge

Nu er der bare lidt overordnet tilbage at sige:
Pensum går stødt fremad og man lærer mange interessante sygdomme, diagnostiske metoder, behandlingsmuligheder osv.
Mine forskningsprojekter skrider støt fremad, selvom jeg til tider løber panden mod en mur
Det går godt på arbejdet og det er meget mere stille og roligt at have med at gøre nu her, end det har været længe. Netop fordi vi rent faktisk er den bemanding vi skal være og de værste måneder med opstart af studiefremdriftsreformen er ved at være overstået.

Nu vil jeg nyde weekenden og det gode vejr.

God weekend til jer alle!

Første kandidatuge klaret

Jeg er lige startet på mit kandidatstudie og jeg er allerede fan!

Kandidaten er noget anderledes end bacheloren. Hvor bacheloren primært omhandlede hvordan kroppen fungerer når den er rask, handler kandidaten om den syge krop, undersøgelsen af dette og behandlingsmetoder.

Den første blok jeg har (ud af 4) på mit semester i efteråret er Sygdomme i Hjerte og Kredsløb. Et utrolig spændende emne, hvor jeg virkelig kan mærke at min baggrund som ambulanceredder og ikke mindst min kortvarige klinik i sommerferien på thoraxanæstiologisk afdeling, virkelig har givet pote. Jeg har allerede en kæmpe grundviden om utrolig mange områder, så jeg kan ligge mit fokus hvor det mangler, frem for at skulle tillære mig basis.

Ud over det har jeg fået ansættelse som instruktor i kliniske færdigheder. Jeg skal derfor undervisere medstuderende i mange forskellige ting, herunder lungeundersøgelser, førstehjælp, kateteranlæggelse, pædiatriske undersøgelser og meget andet. Det er heldigvis relativt begrænset hvor meget tid jeg skal bruge på det, for jeg skal også have tid til at læse.

Det bliver 3 spændende år og jeg glæder mig meget til at dykke mere ned i stoffet.

Mine forskningsprojekter skrider også frem, selvom der er bump på vejen. Det er dog meget normalt at man møder lidt modstand eller problemer når man arbejder med forskning, så jeg tager det i stiv arm. Tingene skal nok lykkes på den ene eller den anden måde.